fredag den 15. marts 2013

Lækre sprøde grovboller

Jeg har efterhånden en del opskrifter på boller herinde, men jeg eksperimenterer hele tiden, og finder fordele og ulemper ved forskellige opskrifter. Nedenstående giver dejlig sprøde boller, og selvom processen er lidt omstændig, giver den gode boller, som holder sig rigtig friske i flere dage.

12 boller 
5 ½ dl. lunkent vand
15-20 g gær
100 fuldkornsmel eller grahamsmel
50-100 g havregryn
1 dl. hørfrø
1 dl. solsikkekerner eller græskar
Hvedemel efter behov
1 spsk. salt
Lidt flydende honning

Mel, kerner og gryn blandes med vandet, og røres til en blød konsistens (som meget lind havregryn). Dejen står og samler ilt til sig i en halv times tid. Herefter tilsættes gær, salt og honning, og der røres godt. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis den er meget lind stadigvæk. Den skal dog være noget fedtet i det. Dejen samler igen ilt til sig en en halv times tid, og der røres for sidste gang. Den sættes nu på køl til næste dag med film over. Tænd ovnen på 250 grader, og sæt nu med en spiseske forsigtigt dejen på en bageplade. Lad den stå og hvile en halv times tid, og sæt imens en bradepande i ovnen med vand. Lad den stå nederst i ovnen. Dette giver damp til bollerne, som får en super lækker overflade. Du kan også sprøjte dem med vand under bagningen. Skru lidt ned for varmen, og hold øje med dem. De skal have 15-20 min.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Har du en kommentar til en opskrift eller et spørgsmål?