Gulerodskage med citruscreme og mascarpone-topping

I weekenden skulle jeg lave en dessert til en julefrokost, og som erstatning for den tunge risalamande besluttede jeg at lave en kage som ovenpå de obligatoriske juleretter ikke skulle være alt for tung, men omvendt lidt julet. Valget faldt på denne svampede gulerodskage med valnødder, kanel og citruscreme som kontrast til den fedtede mascarpone-topping.

En mellemstor bradepande 
6-8 gulerødder (afhængig af størrelsen)
6 æg
400 g brun farin
400 g mel
4 tsk. bagepulver
4 tsk. natron
4 tsk. kanel
8 tsk. vaniljesukker
1 tsk. salt
100 g valnødder
3 dl. majs- eller solsikkeolie

Citruscreme
200 g flødeost naturel (jeg lavede halv light og almindelig med godt resultat)
50-100 g flormelis
3 tsk. fintrevet citronskal
3 tsk. citronsaft

Mascarpone-topping
250 g mascarpone
50 g blødt smør
200-250 g flormelis

Tænd ovnen på 200 grader. Rør et æg ad gangen med brun farin og pisk godt efter hvert. Brug elpisker eller røremaskine. Valnødderne hakkes, og blandes med de tørre ingredienser i en skål. Bland de tørre ting i æggemassen lidt efter lidt og hæld olien i. Til sidst vendes de revne gulerødder i dejen som hældes i fx en springform og bages midt i ovnen i 45-60 min. Hvis dejen er for tyktflydende kan der hældes en smule mælk i dejen.
Brug en kødnål eller strikkepind for at mærke om kagen er færdig. Efter 20-25 min. kan man med fordel placere en bageplade over kagen, så den bliver knap så mørk.
Imens piskes alle ingredienserne til citruscremen som hviler indtil kagen er helt afkølet. Lad den evt. stå natten over.
Brug en brødkniv til at skære kagen igennem og fordel citruscremen på bunden. Læg nu kagen sammen, og lad den køle kort igen. Bland imens mascarpone-toppingen. Jeg indfarvede min med lidt grøn frugtfarve, så den blev lidt jule-agtig. Reguler konsistensen med flormelis, så toppingen er tilpas tyk og ikke løber ned ad kagen. Fordeles forsigtigt over kagen som pyntes med krymmel eller fx chokoladehjerter eller gitre. Disse laves af smeltet chokolade som formes og nedkøles.


Kommentarer

Populære opslag