Sprøde forårsruller med stærk chilidip

Så er jeg omsider tilbage på bloggen efter et par hæsblæsende måneder med specialeaflevering og fire uger i Thailand og Vietnam. Derfor er det heller ikke så mystisk at den første opskrift efter eventyret og rejsen er en østasiatisk specialitet. Retten kan tilberedes på forskellige måder, og indeholde alverdens grøntsager, fisk og kød.  På Vietnamesisk hedder retten Châ cuôn. Måske i allerede har gættet at det selvfølgelig drejer sig om forårsruller. En vietnamesisk forårsrulle består typisk af en masse grøntsager, som vikles ind i tyndt rispapir, og de spises ofte med fingrene og dyppes gerne i lækre og krydrede saucer. Denne udgave er friturestegt, sprød og lækker, og spises også mange steder i landet. God fornøjelse.

12-15 store forårsruller (forret til 4 fire personer)
400-500 g hakket svinekød med lav fedtprocent
1 stort løg
3 mellemstore gulerødder
5 opblødte tørrede fungus svampe (andre kan også bruges)
1-2 æg
1 mellemstærk og stor chili (sambal oelek kan også bruges)
2 fed hvidløg
2 spsk. østerssauce (fiskesauce kan også bruges men vær varsom)
Evt. en lille knold frisk og finthakket ingefær
12-15 stykker rispapir

Salt og peber

Salat af
Snittede gulerødder og kål (fx spidskål, hvidkål)

Dip af (til en lille skål som jeg lavede fire af) 
2 spsk. risvinseddike
1 spsk. almindelig lagereddike
1/4 tsk. sukker
4 dråber fiskesauce
1 fed finthakket hvidløg
Et par stykker chili
En skive lime

Start med at blande farsen. Vi havde en medister som vi ikke ville få spist, og den fars var vældig god som fyld i forårsruller. Bland svinekød, finthakket løg, revet gulerod, hakkede svampe og duft dig frem til den rette kombination af finthakket chili, hvidløg, østerssauce og evt. ingefær. Bland farsen godt, og kom æg i til den rette faste konsistens.
Kom lunken vand i en tallerken og vend rispapiret hurtigt i vandet. Kom fyld på det nederste og midterste stykke ind imod dig selv, så det ligner en lille cocktailpølse. Vip siderne ind mod midten og over kødet, og rul derefter rispapiret helt rundt og forholdsvist stramt om kødet, så du har en harmonisk enhed. Brug lidt sammenpisket æg som lim til at lukke enderne. Læg rullerne på bagepapir penslet med lidt olie, og fortsæt til kødet er brugt op.
Varm smagsneutral olie op i en gryde, så olien står højt nok til at rullerne ikke rører bunden, da de ellers vil blive brændte. Når olien er godt varm kommes et par ruller i ad gangen (afhængig af størrelse på rullerne og gryden), og de steges til de er gyldne. Det er her vigtigt at olien ikke er alt for varm men middelvarm, så de ikke bliver brændte udenpå og ufærdige indeni. Skær eventuelt den første over for at være sikker på at de er gennemstegte. Afdrypper på køkkenrulle.

Imens rullerne friteres forberedes en hurtig salat af fx snittede gulerødder og kål, og saucen laves i små skåle som rullerne kan dyppes i ved anretning.  


Prøv også med nudler, fisk eller andre grøntsager i rullerne. Kødet kan også svitses på panden og spises med rå eller kogte/stegte grøntsager, som rulles ind i rispapir, og spises helt friske uden friture og med en lækker peanutsauce til. Kun fantasien sætter grænser. 

Kommentarer

Populære opslag