lørdag den 31. august 2013

Kylling i gryde med timian

Prøv denne lækre og saftige grydekylling, og det vil med sikkerhed blive en tilbagevendende ret i familien. Opskriften er nem og hurtig at gå til, og kan laves, hvis man får uventede gæster eller ikke orker at kokkerere i flere timer. Server med friske majs eller årstidens grøntsager. Den går også godt med stuvninger eller grove grøntsager, og så kan man jo også variere det der indgår i gryden.

4 personer
1 hel kylling (jeg brugte en på 1400 g)
6 store kartofler
4 gulerødder/persillerod/pastinak
2 store løg
6 fed hvidløg
6 duske timian
3 spsk. citronsaft
Olivenolie
1 dl. vand
Prøv evt. med 1 dl hvidvin
Salt og peber

Rens kyllingen godt og gnub indersiden af den med rigelig salt og peber. Læg kyllingen i en stegegryde, som må gå i ovnen eller i en stegeso, som har været opblødt. Skær alle grøntsagerne i store og grove stykker. Hvis kartoflerne er mellemstore, så skær dem blot i halve. Fordel grøntsagerne rundt om kyllingen, og hæld olivenolie og citronsaft samt læg kviste af frisk timian og presset hvidløg over hele retten, og fordel godt. Drys med salt og peber, og vend rundt. Sæt gryden ind i en kold ovn, tænd på 200 grader, og lad den stege i 1½ time. Hold øje med væskestanden undervejs, så der er noget konstant i gryden. Derefter tages låget af, og retten steger videre i 10 minutter til kyllingen har let brun skin. Jeg brugte skyen fra kyllingen som sauce, og det var absolut ikke nødvendigt med andet. Server groft brød og evt. majs eller andre grøntsager til.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Har du en kommentar til en opskrift eller et spørgsmål?