onsdag den 5. juni 2013

K(ærlig) kringle med nougat og marcipan

Denne opskrift på 'kongekringle' går man aldrig galt i byen med. Den indeholder rigelig smør, og en lækker cremet remonce med nougat (kan udelades). Den blev serveret som fødselsdagskringle, og bliver helt sikkert en tilbagevendende tradition. Kan også varieres over æbler/pærer og kanel eller creme og forskellige nødder/rosiner.

3 store kringler 
50 g gær
200 g margarine
2½ dl mælk
1 stort æg eller to små
4 spsk. sukker
2 tsk. vaniljesukker
400-500 g mel
1 kns. salt

Remonce
130 g blødt smør
130 g sukker
150 g marcipan
Evt. 150 g nougat i skiver


Margarinen smeltes i mælken ved middel varme. Tag gryden af varmen, når smørret er smeltet, og vent til blandingen er lunken. Hældes derefter i en skål, hvor gæren smuldres i. Sukker, salt, vanilje og æg tilsættes. Melet hældes i lidt ad gangen. Fornem dig frem til en fedtet og fast konsistens. Ælt godt. Lad dejen hvile i 1 time, og lav remoncen i mens. Rør smør, sukker og revet marcipan godt sammen. Når dejen har hævet, deles den i tre. Hver klump rulles ud i samme længde som bagepladen de skal bages på i ½ cm. tykkelse. Kom remonce på én ad gangen, og fordel nougatskiverne på midten. Fold siderne mod midten og tryk let fast, så de åbner sig lidt under bagningen. Efterhæver nu i 30-45 min., og pensles med æg inden de bages ved 200 grader i ca.30 min. Efter halvdelen af bagetiden drysses lidt nødder på hver kringle, som har åbnet sig lidt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Har du en kommentar til en opskrift eller et spørgsmål?