lørdag den 13. oktober 2012

Saftige squashboller

Efterårsferien står for døren og med udsigt til regn og blæst, er der for alvor en god undskyldning for at gå i bage-mode.
I ugens løb nåede jeg at gøre haven vinterklar, pakke havemøbler ned, rive blade sammen og fjerne det sidste ukrudt, og så høstede jeg en fin stor squash (formentlig den sidste i år). De kommende to opskrifter på squashboller og squashkage er en god anledning til at få brugt sin hjemmedyrkede eller hjemmebragte squash (og en stor af slagsen kan fås ned til 5 kr. i butikkerne - så prisen er ihvertfald ingen undskyldning!). God bagelyst.




12-14 boller

50 g. gær
5½ dl. lunkent vand
2 tsk. salt
1 spsk. flydende honning (sukker kan også bruges)
6 spsk. solsikke- eller majsolie
½ squash (mellemstor)
Ca. 600 g. mel
Ca. 100 grahamsmel eller fuldkornsmel (eller hvad man har på lager)
En håndfuld solsikkekerner

Gæren opløses i det lunkne vand. Salt, honning og olie tilsættes. Derefter tilsættes mel og squash og dejen æltes fint (mel tilsættes efter behov, men dejen skal være fedtet og lidt klæg).

Dejen sættes til hævning et lunt sted. På en radiator, et varmt gulv eller ved en brændeovn i ca. 1 times tid.

Dejen æltes derefter løst for at fastholde klægheden. Brug derfor kun lidt mel. Dejklatterne sættes på en bageplade, hvor de efterhæver ca.45 min. (pladerne kan med fordel placeres et sted hvor der er lunt, så arbejderne gærcellerne lettere).

Hvis man ønsker at overfladen skal være fin gylden, kan der pensles med æg eller mælk. Bollerne bages i en 200 grader varm ovn i ca. 15-20 min. (tjek bunden på en bolle).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Har du en kommentar til en opskrift eller et spørgsmål?