søndag den 13. maj 2012

Rabarbertærte på mors dag

Så blev det tid til endnu en fantastisk opskrift på bloggen. Jeg havde nemlig min mor på besøg i går, og i anledning af mors dag synes jeg vi skulle forsøde tilværelsen med en klassisk rabarbertærte. Jeg har ikke selv fået rabarber i haven - endnu, men jeg faldt over de flotteste rabarberstængler i det lokale supermarked. Fra nu af og hén over hele sommeren er det faktisk muligt at høste rabarber fra egen have, da rabarbersorter er meget forskellige.
God fornøjelse med bagningen - jeg er sikker på at jeres mor fortjener lidt lækkert i dag :-)


400 g rabarber (lav gerne mere, da du kan bruge overskydende til kompot)
50 g sukker (afhængig af rabarbermængden)
1 stang vanilje
½ dl vand

Dej
150 g smør
2 æggeblommer
1½ dl mælk
125 g sukker
220 g hvedemel
1 tsk. bagepulver

Fyld
2 æggehvider
100 g makroner

Rabarberne skæres i 2 cm. lange stykker og koges ved lavt blus med sukker og hel vanilje. Der omrøres løbende, og når rabarberne bliver lidt bløde i overfladen (ikke udkogte) er de klar.

Dejen æltes sammen i mens. Reguler dejens fasthed med henholdsvis mel og mælk. Den må ikke være for lind. 2/3 af dejen udbredes i en tærteform, som drysses godt med mel forinden.

Æggehviderne piskes stive og de knuste makroner vendes forsigtigt i hviderne. Æggehvidemassen fordeles jævnt over dejen, og de hele stykker og let henkogte rabarber fordeles over massen. Undgå at få alt væsken med. Har du mere end 400 g. rabarber kan du med fordel lade resten stå og småsimre lidt længere. Du vil da kunne servere hjemmelavet rabarberkompot til et stykke ristet brød med ost, når din mor er stået op :-)

Resten af dejen rulles til lange pølser, som trykkes flade i et fletværk over tærten.

Bagetiden er  25-30 minutter ved 200 grader midt i ovnen.

Serveres med cremefraiche eller hjemmelavet vaniljeis


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Har du en kommentar til en opskrift eller et spørgsmål?